5. Blog fra Sydamerika. Lower League fodbold I Buenos Aires

Barracas Central – Derportivo Espanol & CA Excursionistas – CA Ferrocarrill Midland.

I min tid I Buenos Aires fik jeg besøgt to stadions i de lavere rækker, Estadio Claudio Chiqui Tapia hjemmebane for Barracas Central og Estadio de Excursionistas hjemmebane for CA Excursionistas.

Barracas Central holder til i den sydlige del af Buenos Aires og CA Excursionitas i den nordlige del af Buenos Aires i Belgrano, som ligger lige nord for Palermo bydelen. Dette er den rige del af Buenos Aires, hvor der ligger masser af dyre butikker og her det vilde natteliv finder sted.

Estadio Claudio Chiqui Tapia hjemmebane for Barracas Central

Estadio de Excursionistas hjemmebane for CA Excursionistas.

Begge stadions var af ældre dato med småtribuner, malet i klubbens farver. Publikum bestod af folk fra nærområdet til begge kampe og derfor var der meget stor forskel på publikummet. I Barracas havde de en lille hård kerne på langsiden og resten af stadion var også folk fra under middelklassen. I CA Excursionistas var tilskuerne fra overklassen i Buenos Aires og her var der ikke meget stemning, men mest folk der sad og hygge snakkede under kampen. Fælles for begge kampe var at der var udkommanderet 20-30 politi betjente, til trods for at det ikke er tilladt for udeholdet at medbringe tilskuere. Der var ca. 200 tilskuere til begge kampe. Jeg fandt dog hurtigt ud af hvorfor der var alle de betjente. Ved hvert hjørne flag havde man placeret tre betjente under kampen med skjolde, som beskyttede spillerne hver gang der skulle tages hjørne. Specielt i Barracas gav det god mening, for det var ikke småting der røg efter udeholdets spillere, hver gang der skulle tages hjørne. Det virkede lidt som om at det var acceptabelt at kaste ting efter udeholdets spillere, for det var unge, som gamle, som lige havde fundet lidt kasteskyts frem til lejligheden. En anden grund til at politiet var på stadion, var for at beskytte dommeren. I begge kampe rejste folk sig op, buede og råbte skældsord af dommeren  da vedkommende kom på banen og til kampen i Barracas måtte dommeren have politi beskyttelse efter kampen, da både spillere og tilskuere ville have fat i ham.

En ting som kendetegner fodboldspillere fra Sydamerika er, at de går til stålet, men også lige så meget at de filmer. Når man ser sydamerikansk fodbold i de lavere rækker kommer begge dele virkelig tydeligt til udtryk. I begge kampe var der mange vanvittige tacklinger på midten af banen, hvor mange dommere havde givet direkte rødt kort i Europa. Men lige så mange vanvittige tacklinger der var på midten af banen, lige så meget film var der nær målfelterne. Der skulle nærmest ingenting til, før at de kastede sig ned, når de nærmede sig målfeltet. Der skulle max et lille vindpust til og så lå der en spiller og rullede rundt og skreg. Et par sekunder senere var han så i fuld sprint tilbage på banen, for at lave næste to fods tackling. I kampen i Barracas var der virkelig også meget tidsudtræk, hver gang en spiller lå ned skulle han have behandling og Barracas målmand fik krampe i benene fem gange inden for de sidste 20 minutter af kampen og det var mildest talt ikke, fordi at han havde lavet meget.

Så alt i alt var det et par gode dage i de lavere argentinske rækker, som bød på en helt anden form for fodbold end du ser i Europa. En vanvittig mentalitet blandt spillerne på banen og en helt speciel kultur på tribunerne, specielt i Barracas

Nu venter derbyweekenden med River Plate – Boca Juniors, som den helt store kamp.

Billeder fra Barracas Central – Derportivo Espanol 

Billeder fra CA Excursionistas – CA Ferrocarrill Midland