1. Blog fra Sydamerika. Den store Sydamerika tur ( Boca Juniors – San Lorenzo )

Velkommen til Sydamerika Nicolai!!!!

 

Lørdag, den 6. september 2015 klokken 9, var jeg landet i Buenos Aires med flyet fra London og netop sat mig i en shuttle bus fra lufthavnen mod mit hostel i centrum af Buenos Aires. Forude ventede 6 måneder i Sydamerika, en tur jeg havde haft et år til at planlægge. At det eneste jeg så havde planlagt var at skulle se Super el Clasico, River mod Boca, den kommende weekend er en anden side af sagen. Folk jeg kendte syntes det var en håbløs beslutning. Hvorfor ikke vente med at opleve Buenos Aires, når den tog sig smukkest ud og det ikke var vinter, spurgte de alle. Men nu havde det argentinske fodboldforbund planlagt det sådan, at Super el Clasico skulle spilles den 12. september, hvilket jeg selvfølgelig ikke skulle gå glip af. Derfor kunne jeg ikke andet end at starte min tur i Buenos Aires, jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, at vende hjem efter 6 måneder i Sydamerika og ikke have set den kamp.

Ved elleve tiden landede jeg på mit hostel efter 20 timers rejse, spændt og forventningsfuld til hvad de næste 6 måneder ville indbringe af oplevelser. Men det eneste jeg faktisk havde i tankerne var, at jeg skulle skaffe billetter til aftens topkamp, Boca Juniors mod San Lorenzo på La Bombonera. La Bombonera havde altid stået nummer 1 på min bucket list og nu havde jeg endelig chancen. Jeg fik checket ind, placeret min taske ved min køjeseng og fik nappet et hurtigt bad - 20 min senere stod jeg i receptionen igen for at spørge om hvordan jeg kom til La Bombonera. I receptionen stod en gut, Javier, i en River trøje. Helt perfekt, tænkte jeg, her er en, som har styr på det. Javier blev min højrehånd i min tid i Buenos Aires, for som I vil finde ud senere, så er det ikke lige til at skaffe fodboldbilletter på egen hånd og finde ud af infrastrukturen. Specielt ikke når ens spanskkundskaber stopper ved ”Hola, si og no.” Jeg spurgte Javier hvordan jeg kom nemmest til La Boca området, får jeg skulle til aftenens kamp på La Bombonera. Han så meget mærkelig ud i hovedet. Jeg tænkte, hvad nu? Men svaret kom hurtigt: ”you can’t go there during the night, it’s too dangerous after dark”

 

Men nu lå landet sådan at kampen var en aftenkamp og så afsted skulle jeg. Javier hjalp mig med hvilken busrute jeg skulle tage derud og rådede mig til at finde en taxa hjem efter kampen. Ellers rådede han mig generelt bare til at skynde mig væk fra området efter kampen. Jeg siger farvel og tak for hjælpen til Javier, hvorefter han siger: ”hope to see you tomorrow”

Jeg havde undersøgt en del om billetsituationen hjemmefra og Javier havde lige sat mig lidt ind hvordan det sorte billetmarked fungerede i Boca. Det er sådan at alle kampe altid er 100% udsolgt og at det ikke er muligt at købe billet igennem de officielle kanaler, hvis du ikke er medlem af klubben. Selvom du er medlem af klubben er du på ingen måder garanteret en billet. Derfor er der et kæmpe marked for sortbørshandel og det sidder La Doce 100% på. De får billetter af klubben, sådan at de kan tjene en masse penge på det sorte marked. La Doce betyder 12 mand - de er holdets tolvte mand på godt og ondt. La Doce er dem, som styrer slagets gang på tribunen, men samtidig også klubbens Barra Bravas (Hooligans), som ikke er små school boys. Det er hardcore kriminelle mennesker med mord på samvittigheden.

Et eksempel på hvor meget magt La Doce har i klubben og generelt i Buenes Aires fandt jeg hurtigt ud af. Cirka en kilometer fra La bombonera kan jeg se at gutter med den specielle La Doce bøllehat, går over til folk, som parkerer deres biler i området og at de har sat hjemmelavet skilte op med prisen på hvad det koster at parkere. De har lavet deres egen parkeringszone, som de kan tjene penge på. Jeg spørger en Boca fan hvordan dette kan lade sig gøre og hvorfor der ikke er nogen myndigheder der griber ind overfor dette. Han grinede og sagde ”Welcome to Buenos Aires, Gringo” og fortalte så, at for to hjemmekampe siden, havde man fra bystyrets side sendt politiet ud for at få gjort noget ved problemet og få stoppet denne ulovlige parkeringszone. Dagen efter blev den ansvarlige person for dette indgreb myrdet og siden det var der ikke rigtigt nogen, der ville tage hånd om denne lille ulovlige business. Dette var lige for at fortælle om hvor meget magt La Doce har og hvilke typer det var jeg skulle ud og købe billetter af.

Mit Frokost sted i La Boca

Velankommet til La Boca ved 14 tiden, havde jeg nu 6 timer til at skaffe billetter, men først ville jeg lige tage en tur rundt og se området og få lidt frokost. La Boca er det gamle havnekvarter i Buenos Aires og i dag er det et must see for turister. Dette betyder at de første par gader reelt set bare er dyre restauranter og turistbutikker. Du oplever derfor først det rigtige La Boca når du kommer ned efter de første par gader. Alle bygninger i området er i Boca´s gule og blå farver, hele kvarteret lever og ånder for Boca Juniors. Men samtidigt kunne man godt se at det var et meget fattigt område og jeg kan lige så godt fortælle det som det var, jeg var ved at skide i bukserne af skræk og var temmelig sikker på at jeg ville blive rullet den dag og/eller aften, for hold da op et område.

 

Efter lidt frokost satte jeg kursen mod La Bombonera og nu vrimlede det med fodboldfolk, som også kom fra alle andre områder af Buenos Aires og resten af Argentina. Det gjorde at jeg følte en helt anden tryghed. Der var fire timer til Kick Off og jeg fandt hurtigt ud af at La Doce drengene med de velkendte bøllehatte stod på vejen som alle kom gående fra, når man kom inde fra centrum af, det var her hele sortbørs salget foregik. Jeg satte mig på en kantsten med en øl i hånden, hvorfra jeg kunne følge med i hvordan hele salget spillede an og lære spillereglerne at kende. Javier havde fortalt mig at der var masser af falske billetter og at de specielt solgte dem til dumme turister. Imens de lokale folk fik de ægte billetter. Jeg havde fået en billet med fra en tidligere kamp af Javier, så jeg kunne sammenligne den med den jeg købte, så jeg kunne sikre mig at jeg ikke købte en falsk. Efter en halv time følte jeg mig godt rustet til at få skaffet en billet, som ikke var falsk og til en fornuftig pris. La Doce drengene fandt hurtigt en af deres folk, som kunne lidt engelsk og som jeg kunne snakke med om en billet. Prisen var ca. 1000 danske kroner, hvilket er 5 gange billettens pålydende værdi. Jeg afviste med det samme og han gik sin vej, efter at have shoppet rundt og snakket med andre af deres billetsælgere, kom han tilbage ca. 30 minutter senere og jeg fik forhandlet en prisen ned til det halve. Han kunne nok godt fornemme at jeg havde styr på det og ikke var så nem at tage røven på. Med en billet i hånden og med en kæmpe spændingsklump i halsen, satte jeg nu kursen imod La Bombonera men samtidig også med en lille frygt om at billetten skulle være falsk, men jeg følte mig nu ret sikker. Han havde solgt til en del andre, som ikke var kommet tilbage og de var 100% magen til den gamle jeg havde fået med af Javier. Fremme ved indgangen var der ca. 50 meters kø og på de 20 minutter det tog at komme frem til indgangen, nåede jeg nok at ryge 5 cigaretter - puha hvor jeg ikke havde det godt der. Endelig fremme ved vagterne og jeg tager min billet frem for at vise stewarden min billet, så jeg kan komme videre hen og scanne den. Billetterne i Boca er sådanne plastikkort med en stregkode. Vagten beder om min billet og jeg giver ham den, sekundet efter siger han at den er falsk og stikker den i lommen og skubber mig så væk. 5 sekunder efter går det op for mig hvad der lige er sket, jeg står nu 3 meter ude af køen uden min billet i hånden og jeg har ikke engang fået lov til at prøve om stregkoden virker. Shit hvad skete der lige der!! 2 timer til kampstart og jeg var ikke kommet et skridt nærmere en kampbillet.

 

 

Jeg beslutter mig for at købe en kold øl og finde ud af om jeg var den eneste, som havde fået en falsk billet. Jeg sætter mig 10 meter fra indgangen for at observere vagternes ageren, jeg ser ikke andre få taget deres billetter, men efter 5 min kommer ham jeg har købt billetten af hen til vagten. Vagten hiver så et bundt billetter op af lommen og giver til ham, så ja, han kan gå ud og sælge billetterne igen. Jeg havde åbenbart ikke gjort mit hjemmearbejde godt nok, som jeg ellers troede – havde aldrig min vildeste fantasi forestillet mig dette scenarie. Så velkommen til Sydamerika Nicolai, her er du virkelig på udebane.

500 kroner fattigere og stadig ingen kampbillet, må jeg nu lægge en ny taktik, for jeg kommer ikke ind på billetterne fra La Doce uanset om de er ægte eller falske. Jeg må ud og finde nogle almindelig folk som har en ekstra billet, som jeg så kan gå ind på stadion sammen med og derved sikre mig at vagten ikke stjæler min billet endnu engang. I den nærmeste kiosk får jeg en lokal til at lave et skilt af pap til mig med teksten ”mangler en billet” på spansk. Med sådan et skilt har altid kunne skaffe billetter rundt omkring i Europa til udsolgte kampe, så mon ikke det også virker her tænker jeg. Med 1 time til Kick Off er jeg heldig, en familie på 3 kommer hen og vil snakke lidt og høre om hvem jeg er. Hurtigt fortæller de at de har et ekstra sæsonkort da moren er blevet syg og at jeg gerne må tage med dem til fodbold. Jeg er helt i himlen, de alle får et kæmpe kram og vi sætter nu kursen imod stadion. 10 meter fra indgangen bliver portene lukket og der bliver fortalt at stadion er fyldt og der ikke kan kommer flere ind – jeg er i chok, der er en time til kick Off og der står mange tusinde ude foran med sæsonkort, billetter osv., som ikke kan komme ind nu. Familien fortæller mig at dette ofte sker, så derfor kommer de normalt 2 timer før kick Off for at være sikker på at kunne komme ind, også selvom og de har sæsonkort – endnu engang, velkommen til Sydamerika Nicolai.

Mørket er faldet på og 2 minutter senere bryder helvede løs, alle skodder bliver lukket ned på butikker, restauranter osv. Og regulære gadekampe mod politiet som har dannet en ring rundt om stadion. Jeg står midt i det hele med hætte over hovedet, flakser og sten flyver gennem luften og folk har trukket bælterne. Alle løber rundt og skriger og jeg fatter intet af hvad de råber til mig. Jeg aner ikke hvilken vej jeg skal løbe for at komme væk fra det, men sætter i løb ud af en af gaderne i en tilfældig retning, men finder hurtigt ud af at gadekampene har spredt sig hurtigt ud til de nærliggende gader. Jeg tror jeg løber forvirret rundt i 10 minutter, hvor jeg er 100% sikker på at jeg bliver rullet og mine tanker går på at jeg for alt i verdenen ikke skal tages af politiet. Heldigvis henvender der sig en gut til mig på engelsk og spørger om jeg er Gringo, jeg svarer hurtigt ja og han siger løb med mig. I den situation sætter jeg min lid til at han vil hjælpe mig, efter han har stillet mig ét spørgsmål – det viser hvor presset jeg var lige der. For 90% af dem der er på gaden nu, ligner nogle der ville sælge min lever for en 10’er, hvis de fik muligheden for det. Efter en masse højre venstre sving er vi nu ude hvor det er fredeligt og jeg siger mange tak og spørger om jeg ikke må byde på en øl et sted hvor vi kan se kampen i TV. Vi hopper i en taxa ind til byen og får set kampen og drukket meget mere end en enkel øl.

Jeg trak stikket ved to tiden og lå og var irriteret på mig selv over, at jeg havde begået en masse rookie mistakes og ikke havde sat mig ordentlig ind i hele det sorte marked dernede. Et område jeg ellers troede jeg mestrede. Næste morgen på hotellet er Javier fra reception rigtigt glad for at se mig, og råber ”wow you are still alive”

Fortsættes.....

One thought on “1. Blog fra Sydamerika. Den store Sydamerika tur ( Boca Juniors – San Lorenzo )

Comments are closed.