En hilsen fra Peru

Første kamp i Sydamerika! UNIVERSITARIO DE DEPORTES MOD SPORT HUANCAYO Allerede den 5. februar forsøgte jeg at komme ind på Estadio Monumental ”U”, i Lima, Peru. Universitario de Deportes fra Peru, skal møde Cerro Porteno fra Paraguay, i Copa Libertadores kvalifikationen. Jeg havde planlagt det hele, eller det troede jeg hvert fald jeg havde. Jeg tog en Uber fra mit hostel i Mirafloras, de ca. 16km til stadion. Normalt ville sådan en tur tage 30 minutter, men der var totalt kaos på vejene og turen endte med at blive 18km og tage 1 time og 45 minutter. Jeg ankom lige til kampstart og min ufatteligt hjælpsomme chauffør Fernando, som jeg kommunikerede med via google oversættelse hele vejen, fordi han ikke snakkede noget engelsk og jeg ditto intet spansk, spurgte om han ikke skulle hjælpe mig med at købe en billet. Han regnede med at jeg nok ellers ville blive snydt ved indgangen, hvis jeg gik derhen selv. Jeg takkede med de bedste spanske gloser jeg kunne og gav en kæmpe tommel op, samt en high five. Vi parkerede i en sidegade tæt på stadion og jeg kan se vi har virkelig travlt på uret, der er 10 minutter til kampstart. Fernando siger ”vamos!” og vi sætter i løb, mod stadion. Der er sælgere alle steder udenfor stadion og Fernando finder hurtigt en kvinde, som sælger billetter. Han kigger undrende på hende og så på mig, så tilbage på hende og så på mig igen og siger ”pasaporte?” og jeg svarer ”no?”. Fernando forklarer så at hvis jeg intet pas har, så kan jeg ikke få lov at købe en billet. Jeg får efter tre minutters kaos tryllet mit pas frem på mobilen, fra en gammel samtale på en krypteret app. Damen ryster på hovedet. ”Fisica, amigo, fisica”, jamen jeg har sgu da ikke mit pas fysisk med på stadion, udbryder jeg. Hun ryster på hovedet og går. Vi henvender os til fem forskellige politibetjente hvor svaret er det samme. Intet fysisk pas, intet fodbold på stadion. Jeg kigger på Fernando og trækker så på skulderne og forsøger at skjule min totale skuffelse og ærgrelse. Han siger ”Sorry friend, no match today” og jeg giver ham ret. Det er en umulig opgave. Med hjælp fra google oversættelse spørg jeg ham om han ikke vil køre mig tilbage, til mit hostel. Da jeg ankommer en halv times tid efter, nu hvor trafikken er blevet normal, kan jeg se kampen ende 1-1 i tv’et. Kæmpe nedtur, men så lærte jeg da at have mit pas med til alle kampene i Peru, samt bestille billetten online, inden jeg tager mod stadion.

Den 8. februar prøver jeg igen at komme ind på ikke bare Perus, men hele Sydamerikas største fodboldstadion, nemlig Estadio Monumental ”U”. Dette gigantiske stadion tilhørende Universitario de Deportes, med plads til 85.000(!) tilskuere. Det blev bygget mellem 1991-2000 og åbnede samme år 2. juli med en kamp mod et af de andre Lima hold, nemlig Sporting Cristal, som blev set af 54,708 personer, uden at tælle de luksuriøse bokse med. Stadionet har 65.000 siddepladser fordelt over de fire tribuner og 20.000 personer kan være i de 1.250 luksuriøse bokse, som bliver kaldt ”palcos” og som er på inddelt på seks etager over de almindelige pladser og er fordelt rundt om hele stadionet. Stadionet er inddelt i nord, syd, øst og vest med hver sin egen indgang. Øst og vest som er langsiderne, er med sæder og bag målene, altså nord og syd, er der ståpladser.

Klubben som ejer dette stadion, er Universitario de Deportes, som blev stiftet d. 7. august 1924, altså i skrivende stund, en 96 år gammel fodboldklub. Siden 1928 har klubben spillet i den bedste peruvianske liga. Klubben har klart en af de største, hvis ikke den største fanbase i Peru og med 26 guldmedaljer i den bedste liga og første klub i Peru til at vinde Copa Libertadores, forstår man godt tilgangen af fans. Universitario de Deportes fans har to ultra grupper som hedder Barra Oriente fra 1968 og Trinchera Norte fra 1988. Fansene i Universitario de Deportes kommer ofte fra middel/over klassen i Lima og er ikke blege for at vise deres tilhørsforhold til højrefløjen, derfor er det ikke unormalt at se symboler eller gruppenavne, der kan kædes sammen med nazitiden eller holocaust.

Så altså tre dage efter første forsøg, er der en ny kamp, denne gang Universitario de Deportes mod Sport Huancayo, igen på Estadio Monumental ”U”. Jeg er langt bedre forberedt denne her gang og føler mig både spændt, men også lidt nervøs over, om det hele nu kommer til at flaske sig.

  

Jeg har tjekket at jeg har mit pas på mig op til flere gange, billetten er printet og er downloadet ned på telefonen og Uberen er bestilt til tre timer før kampstarten klokken 20.00. Så klokken 17.00 bliver jeg samlet op af chaufføren og 35 minutter efter, er jeg foran indgangen til stadionet. Det koster sølle 21,50 sols at komme fra Mirafloras til Estadio Monumental ”U” med Uber, som er i omegnen af 43 kr. Så snart jeg stiger ud af Uberen kigger tre betjene spørgende på mig, med et udtryk i ansigtet der nærmest skriger ”hvad vil den gringo her?”. Jeg smiler pænt, viser min billet frem og forsøger at forklarer at jeg skal til indgang vest. Problemet er at min computer har oversat billetten til dansk, det forstår de selvfølgelig intet af og så skal jeg ellers love for, at der kommer gang i de forskellige woki tokis. Efter et par minutter bliver jeg peget i en anden retning og en flok betjente med skjolde griner af mig, da jeg trasker videre. Betjene bagved mig har sagt noget sjovt om gringoen på spansk, som jeg selvfølgelig ikke forstår. Jeg smiler dog bare tilbage. Da jeg kommer hen til en ny indgang starter showet forfra. Her bliver en sikkerhedschef tilkaldt og han kigger igen undrende på billetten og så på mig. Men igen efter et par minutter, bliver jeg peget ned til næste indgang. Du har sikkert allerede gættet det, her starter samme show forfra, én gang til. Men dette er den rigtige indgang og efter lidt snakken i woki toki og billetten gennemtjekket af fire personer, får jeg lov at komme indenfor. Fedt! jeg er inde, tænker jeg. Men jeg er kun så langt inde, at jeg skal hen til en ny indgang og have tjekket min billet endnu én gang til og her også mit pas, for at se om det stemmer overens med billetten. De to kvinder kigger igen uforstående på billetten, men lukker mig ind, da manden fra første port i denne indgang råber til dem, at jeg er god nok. Da jeg kommer igennem rondellen står seks kampklare betjente, klar til at kropsvisiterer mig. Visitationen resulterer i at han finder og tager mine cigaretter og lighter. Han smider begge dele direkte i skraldespanden foran mig og jeg taber kæben! Gjorde du lige det!? Men han er ikke typen man diskuterer med og jeg trækker på skuldrene og får derefter lov at passerer. Jeg finder bagefter ud af alt rygning og lightere er totalt bandlyst, ligesom trommer og flag, er det for fansene.

Jeg er én af de første inde på stadionet og der er da også to timer til kampstart, men det gør ingenting. Jeg kan sagtens få to timer til at gå med, at nyde dette gigantiske stadion. Da spillerne endelig træder ind på banen til deres opvarmning med omkring 45 minutter til kampstart, rejser alle fra tribunerne sig op og klapper dem ind. Det føles utrolig tomt på stadionet med 20 minutter igen og det bliver da bestemt heller ikke fyldt ud i dag, på dette kæmpe stadion.

  

Nordtribunen hvor de mest inkarnerede fans af Universitario de Deportes står, er i fuld gang længe før dommerens fløjte, lyder til kampstart. De hopper, synger og laver den traditionelle sydamerikanske viften med hænderne, i takt med sangen. Allerede efter 24 minutter oplever jeg mit første røde kort i sydamerikansk fodbold og det får Sport Huancayo. Dobbelt gult til Leonardo Villar og så er det tidligt i bad. Det giver en kæmpe optimisme blandt hjemmeholdets fans og nu kan det ikke gå galt, tænker mange. Desværre kommer der ingen forløsning i første halvleg og spillerne går til pause 0-0. Hjemmeholdets fans bruger halvlegen på at slås indbyrdes, altså når de ikke slås mod politiet. Der bliver gået godt og grundigt til den, for at sige det på jysk. Hænder flyver frem og tilbage som missiler, mens politiets stave og skjolde kommer på overarbejde. En god håndfuld bliver smidt ud, men så snart kampen starter, så er fansenes fokus igen på fodbolden, hvert fald kun med små undtagelser. De bliver dog slemt skuffet, da der allerede syv minutter inde i anden halvleg, bliver lavet en tackling i feltet og dommeren peger på pletten. Marcio Andre fra Sport Huancayo sparker den sikkert ind og løber ud til nordtribunen og sætter hænderne bag øerne, som ren provokation til fansene. Der bliver dog aldrig rigtigt stille på nordtribunen. Slet ikke da der allerede seks minutter efter i den anden ende bliver begået straffe til Universitario de Deportes og så kan man pludseligt høre alle tribunerne synge i takt. Alejandro Hohberg går til bolden og sparker den sikkert ind. Stemningen som ellers var lidt i dvale de få minutter efter straffet til Huancayo, får nu et gigantisk løft og alle er oppe og stå, samtidigt med de synger med på nordtribunens taktfaste rytme og hænderne bliver viftet, til den store guldmedalje. I det 74’ minut kommer forløsningen for Universitario de Deportes, da indskifteren fra ti minutter tidligere får en bold serveret fra midten ned mellem forsvaret og han sparker den under målmanden og går i mål. Stadionet koger og hjemmeholdets fans sange bliver højere og højere mod slutningen af kampen. Kampen ender 2-1 og alle kan gå smilene fra stadion. Ved udgangen får jeg endnu en overraskelse. I et hegn inde på stadionet, er der fyldt med bælter, det er de lokales som selvfølgelig heller ikke måtte medbringes, så de er blevet hængt udenfor, så de kunne afhentes efter kampen. Jeg vandrer et par hundred meter væk fra stadion og får her fat i en taxa, tilbage til hostellet. Jeg sidder med et kæmpe smil på læben, hele vejen tilbage til hostellet og receptionisten kigger også bare smilende på mig og siger at hun kan se jeg har haft en god kamp og ja, det var en rigtig god debut i Sydamerika, som kun har givet mig mere blod på tanden, angående groundhopping i Sydamerika.

Mange tak til Kristian for denne hilsen fra Peru.

Du kan følge hans rejse rundt i Sydamerika på hans egen Blog her https://kvistsbilledbog.com/