2. Blog fra Sydamerika. Club Atlético Huracán – Club Atlético Independiente.

Javier var glad for at se mig og glad for at jeg var kommet sikkert hjem fra gårsdagens kamp. Jeg fortalte ham om mine oplevelser ude ved stadion og om at jeg ikke kom ind til kampen. Fortalte ham om episoden med vagten og han rystede på hovedet og sagde ”regel nummer ét hernede er, at du aldrig må give din billet til nogen, hold den i hånden hele tiden”. Jeg var så åbenbart hoppet på the oldest trick in the book, da vagten tog min billet, så de i samarbejde med klubbernes Barra Bravas, kunne stjæle penge fra turisterne – flot!!!!

En erfaring riger og med følelsen af at være en totalt rookie, var jeg nu ved at være klar til at drage ud på nye eventyr og prøve at skaffe billet til aftenens kamp på Estadio Tomás Adolfo Ducó imellem Huracan – Club Atlético Independiente. Fodboldklubben Huracan har jeg ikke det store kendskab til, hvorimod jeg havde hørt en del om Independiente, måske mest på grund af deres specielle derby de har i mod Racing Club og så fordi det er Sergio Agüero´s tidligere klub. Begge klubber er fra Buenos Aires, men at kalde det et Derby kunne man ikke, fortalte Javier mig. I Buenos Aires ligger der mere end 10 klubber som spiller i den bedste række, så det ville svare til at man kaldte AB – Brøndby for et Derby. Men med lidt info fra Javier, om hvordan jeg kom med det offentlige til stadion, var jeg nu på vej syd på for centrum, for at skaffe billet til kampen.

Mange af klubberne i Buenos Aires ligger syd for centrum og oftest i Sydamerika er det de fattige og farlige områder som ligger syd for centrum. Estadio Tomás Adolfo Ducó ligger 5 blokke fra metrostationen Caseros, så det var forholdsvis nemt at komme dertil. Ude af døren på hotellet og på vej ud for at finde lidt frokost og samtidig læse lidt op på Huracan, var jeg ved godt mod og sikker på at jeg nok skulle komme ind i dag.

Huracan blev grundlagt i 1908 og hører til i området, Parque Patricios, som ligger syd for centrum. Klubben kaldes Globo, som betyder Ballon, som kommer af at klubbens logo er en Huracan luftballon. Klubben vandt fire mesterskaber tilbage i 1920´erne og seneste mesterskab blev vundet i 1973. I sæsonen 2013 til 2014 vandt klubben Copa Argentina, som er klubbens eneste titel i nyere tid. Inden dagens kamp lå klubben placeret som nummer 22 i ligaen, så det var ikke fordi de var skide godt kørende.

3 timer inden kampstart er jeg nu landet på metrostationen og bevæger mig langsomt mod Estadio Tomás Adolfo Ducó for at finde en billet. Jeg føler mig meget mere tilpas i dag, området omkring stadion er lidt pænere, jeg overlevede i går og nu skal jeg fandeme se fodbold - ja jeg er fyldt med selvtillid og gå på mod. Jeg ankommer til stadion og begynder at spørge folk, på engelsk, hvor man kan købe billetter, men der kommer ikke meget respons eller jo det gør der faktisk, men det er på spansk. Det virker til at alle her i området snakker mindre engelsk end jeg snakker spansk og det siger vidst det hele. Efter at have spurgt 20 personer på engelsk, hvor de ikke har forstået et eneste ord og der kun er 2 timer til Kick off, tænker jeg at prøve at spørge på dansk – hvordan jeg fik den åndsvage idé ved jeg faktisk ikke. Men der var bonus, den første jeg spurgte fanger ordet Billet som på spansk er Billetto, men desværre er hans svar, at det ikke er muligt at købe billetter her på stadion – shit!! Der er heldigvis en mand der kan lidt engelsk, som overhører/ser vores spansk-engelsk-tegnsprogskommunikation og han kommer over.

Han fortæller mig at det ikke er muligt at købe billet her ved stadion, men at billetter skal købes på klubbens kontor, som ligger 5 blokke til venstre og 6 blokke til højre – puha ja det skal jeg nok finde tænker jeg. Med det lange ben forrest og et papir med adressen i hånden, er jeg nu på vej ud for at finde det kontor, hvor jeg kan sikre mig min første sydamerikanske fodboldbillet, helt gnidningsfrit går det ikke og jeg når nok at spørge omkring 20 personer om vej. Men efter en halv time er jeg endelige fremme ved et lille hul i en husmur, hvor der bliver solgt billetter og 5 minutter senere står jeg endelig med en billet i hånden. Halvanden dags kamp for at få en skide fodboldbillet og nu står jeg endelig med den i hånden, hold kæft en følelse af lykke jeg står med – nu skal jeg bare huske ikke at give den til vagten ved stadion, men jeg er da i det mindste sikker på at den denne gang er ægte. Jeg sætter i fart tilbage imod stadion og finder køen til indgangen til Popular tribunen, som jeg har fået købt billet til. Alle folk i køen ligner ikke guds bedste børn, men der er nu også børn her, så jeg tænker at det nok er en ok tribune jeg har fået billet til. I min iver efter at få en billet købte jeg bare den første damen tilbød mig uden at tænke over at spørge om hvilken tribune det var til. Efter 5 min i køen, kommer der så et helt orkester gående forbi med trompeter, trommer osv. De springer hele køen over og vader bare ind, hvis man bare ved lidt om fankultur i Sydamerika, så ved man godt hvem de gutter er i det orkester, nemlig klubbens Barra Bravas. Nå Nicolai, så betyder Tribuna Popular, som der står på billetten så, at du har købt billet på hjemmeholdets fantribune. Forhelvede Nicolai, endnu en rookie mistake. Men der var ingen vej tilbage, for ind og se kampen skulle jeg. 10 minutter senere, et bælte og en kortholder fattigere, det måtte man ikke have med ind, træder jeg nu ind på Estadio Tomás Adolfo Ducó nede foran Tribuna Popular og hold da op et syn der møder mig. Aldrig har jeg været på et så slidt og faldefærdigt stadion, indtil banen er der et 4 meter højt pigtrådshegn, som de første 20 mennesker allerede er klatret op i, selvom det ligner et der kan falde sammen hvert øjeblik. Oppe på tribunen står klubbens Barra Bravas og synger, og nede foran tribunen løber der børn rundt og spiller fodbold med Cola dåser, her er folk fra alle lag i samfundet, her er mordere, advokater og børn, men de er her for det samme – for at støtte deres elskede fodboldklub Huracan. At opleve folks passion for fodbolden og deres kærlighed til klubben er noget helt specielt på disse kanter, her hopper 60-årige mænd rundt i baroverkrop med tårer i øjnene, side om side med deres små børnebørn hver gang deres klub scorer. Nogen vil sikkert kalde det latterligt, men jeg synes det er virkelig smukt og i bund og grund alt det fodbold handler om, nemlig kærlighed og følelser.

 

Dette er nok det største øjeblik i min tid som rejsende fodboldfan, endelig at træde ind på sådan et stadion og virkelig opleve kulturen hernede, men samtidig er jeg ved at skide i bukserne af skræk, jeg føler mig slet ikke tilpas og er bange for at blive rullet hvert øjeblik. Herinde kommer der ingen vagter eller politi, her er det tribuneloven der gælder, på godt og ondt. Planen var at jeg skulle sidde på langsiden og opleve denne tribune og nu står jeg pludselig i midten af den og ligner en dum turist – holy shit tænker jeg. Får bevæget mig imellem folk og ud i højre side af tribunen hvor der er lidt mere plads og et godt overblik over tribunen og banen, her føler jeg mig lidt mere sikker og frygten begynder at forsvinde, så jeg nu kan nyde oplevelsen. De 90 minutter er en lang sang og en kæmpe oplevelse, på trods af at klubben ligger nummer 22 i ligaen, er det virkelig ikke til at mærke på tribunen, den giver klubben dens fulde opbakning igennem hele kampen.

Dette stadion besøg står stadig som et af mine største stadionoplevelser, nok fordi det var første gang jeg var på et stadion i Sydamerika, men også fordi at Estadio Tomás Adolfo Ducó er et af de fedeste stadions jeg nogensinde har været på.

Kampen slutter 1-1 og folk hylder deres drenge, men snakken går mest på kampen i næste weekend, hvor de skal møde deres rivaler San Lorentzo som ligger nr. 1 i ligaen.

Jeg bevæger mig mod metroen efter kampen, en kæmpe oplevelse rigere. Endelig fik jeg taget min stadionmødom i Sydamerika og jeg tænker at nu må det være slut med rookie mistakes. I morgen skal jeg besøge Estadio Presidente Juan Domingo Peron, hvor jeg skal se Racing Club – Gimnasia La Plata.