Én gave. Ukendt modtager. Aldersspændet går fra fireårige til oldemor. Den skal åbnes foran hele selskabet, den må ikke koste en formue, og den må helst ikke skabe misundelse hos de otte, der ikke vandt. Ingen anden dansk gavetradition arbejder under så stramme betingelser. Og vi køber den hvert år uden at tænke over, hvor umulig opgaven er.
Kravspecifikationen, ingen ville acceptere på arbejdet
Prøv at oversætte mandelgaven til en arbejdsopgave. Din chef beder dig købe en gave. Du får ikke at vide, hvem den er til. Du ved, at modtageren kan være mellem 4 og 94 år, mand eller kvinde, og at gaven skal pakkes ud i et forsamlingslokale, hvor alle kigger på. Budgettet er beskedent. Du har én chance.
Du ville sige nej. Alligevel løser vi opgaven hver 24. december.
Den danske Wikipedia-artikel om mandelgaven indrømmer problemet med forbløffende tørhed: det er ofte svært at købe en mandelgave, fordi gaven skal kunne vindes af alle fra oldemor til barnebarn. Og derfor vælger mange den traditionelle marcipangris. Det er ikke en anbefaling. Det er en kapitulation.
Derfor er det spiselige den sikreste udvej
Der findes én kategori, som elegant omgår hele aldersproblemet: den spiselige. En chokoladeæske i gavestørrelse har ingen størrelse, ingen farve, ingen smag der skal matche modtagerens garderobe. Den kan gives til en femårig og til en 85-årig uden at nogen af dem tænker “hvad skal jeg med den?”.
Og så er der en detalje, der ofte overses. Chokolade kan deles. Det ændrer noget grundlæggende ved legen. Den heldige vinder får æren, men bordet får glæden, og dermed forsvinder den sure eftersmag, som en lommelygte til én person efterlader hos resten. Kigger du efter idéer, finder du et bredt udvalg af mandelgaver til julen hos Cocoture, hvor både chokoladeæsker, marcipangrise og håndlavede lakridsplader ligger i samme kategori.
Bag sortimentet står Cocoture, der kalder sig kuratører af dansk konfekture, og råvaren kommer fra Barry Callebaut i Belgien, verdens største chokoladeproducent. Det er en oplysning, der lyder som markedsføring, men den har en praktisk konsekvens: du ved, hvad du får, og det er sjældent en selvfølge i den lavere ende af mandelgavehylden.
Snyderiet, der har undermineret hele legen
Her er den ubehagelige del. I børnefamilier bliver der snydt i stor stil. Nogle putter en mandel i hver af børnenes portioner. Andre køber simpelthen en gave til hvert barn. Motivet er kærligt nok, ingen vil se et femårigt barn græde over en dessert.
Men prisen er, at spændingen forsvinder. Hele legens mekanik hviler på, at der kun er én vinder. Fjerner du knapheden, fjerner du dramaet, og så er risalamanden bare en dessert med for meget flødeskum.
Er der en mellemvej? Ja. Den er at gøre gaven delelig i stedet for at gøre vinderne mange. Én æske til vinderen, som vinderen selv får æren af at byde rundt af. Det bevarer både retfærdigheden og spændingen, og det giver barnet noget, der er sjældnere end en gave: en rolle.
Traditionen er fransk, ikke dansk
Nu bliver det interessant for historie-nørderne, og det er en pointe, der overrasker de fleste.
Risalamanden er dansk. Mandelgaven er det ikke.
Else Marie Kofod, vicenationalsamlingschef på Det Kongelige Bibliotek og ekspert i traditioner, peger på Frankrig som oprindelsen. Til helligtrekongersdag spiser franskmændene en kage, Gâteau des Rois, kongens kage, hvor der er bagt en bønne ind. Den, der finder bønnen, bliver konge for en aften og får ret til at bestemme. Andre kilder daterer skikken tilbage til 1500-tallets Frankrig.
Vi lånte legen. Så byttede vi bønnen ud med en mandel og kagen ud med grød.
Fra bønne til mandel til flødeskum
Risengrøden kom først. Ris og kanel var importvarer og dyre, så risengrød juleaften var en luksusret hos 1800-tallets borgerskab. Sidst i århundredet begyndte man at servere den med kirsebærsovs og mandler.
Selve risalamanden er yngre og har en langt mindre romantisk baggrund end sit franskklingende navn antyder. Den opstod i begyndelsen af 1900-tallet, da borgerlige køkkener begyndte at strække grøden med flødeskum. Under Anden Verdenskrig, hvor der var mangel på ris, blev metoden nødvendig snarere end kreativ. Danmarks mest elskede juledessert er altså i sin kerne en spareløsning, der blev til en klassiker.
Den første optræden i en kogebog
Vil du have en helt konkret datering, findes den. Risalamanden optræder første gang i en dansk kogebog i 1873-udgaven af Mangors kogebog, hvor den er placeret under geléer og hedder “Riz à l’amande”. Placeringen under geléer siger noget om, hvor uafklaret retten stadig var.
Gevinsten var engang mere end en gave
I ældre danske hjem fik finderen af mandlen ikke nødvendigvis en pakke. Flere steder i landet vandt man retten til at uddele den første julegave. Andre steder fik man lov at sige sit inderste ønske højt, eller at kysse den, man var forelsket i, på munden.
Det er en tanke værd. Præmien var en social rettighed, ikke en genstand. Måske er det derfor, moderne mandelgaver så ofte føles antiklimaktiske: vi har erstattet et privilegium med et produkt.
Marcipangrisen har til gengæld dybe rødder. På konditoriet La Glace i København er der lavet marcipangrise siden 1870, og grisen som julesymbol er ældre endnu. En anden klassiker er forsvundet undervejs: satirehæfterne Svikmøllen og Blæksprutten blev i årtier brugt som mandelgaver. Blæksprutten udkom sidste gang i 2014 efter 125 år. Én af de trygge standardløsninger blev dermed slettet af listen, og det er en del af forklaringen på, at vi står lidt mere rådvilde i november i dag.
Sådan rammer du plet uden at kende vinderen
Lad os gøre det praktisk. Tre spørgsmål, du kan stille dig selv, inden du køber.
Hvem sidder ved bordet? Er der børn med, skal gaven fungere for et barn uden at være barnlig. Er selskabet udelukkende voksne, kan du hæve ambitionsniveauet betydeligt, og så er en æske håndlavet konfekt eller en lakridsplade et langt bedre valg end en marcipangris af pligt.
Skal gaven kunne deles? Hvis svaret er ja, snævrer feltet sig ind til det spiselige, og du har samtidig løst dit aldersproblem.
Hvad koster det at ramme forbi? En gave på 50 kroner, som ingen bruger, er spild. En gave på 150 kroner, som hele bordet får noget ud af, er billigere pr. glæde. Regnestykket er ikke prisen, men prisen divideret med antallet af mennesker, der får noget ud af den.
Prisniveauet, der ikke skaber pinlig stilhed
Der findes et interval, hvor mandelgaven fungerer. For lavt, og gaven signalerer, at traditionen var en pligt. For højt, og der opstår en underlig skævhed i et selskab, hvor alle andre gaver ligger på et andet niveau.
Erfaringen fra danske webshops peger på, at feltet mellem 90 og 250 kroner er der, hvor de fleste mandelgaver bliver købt. Under det bliver udvalget hurtigt tynd, over det begynder gaven at konkurrere med julegaverne under træet.
Brug gaven til mere end risalamanden
En sidste ting, som få tænker over: den gave, du køber til mandelkampen, kan bruges til hele decembers repertoire af lege. Pakkeleg, pakkespil, hemmelig nisse, kontorets julefrokost. En pæn æske konfekt er valuta i dem alle, og det gør indkøbet mindre risikabelt, hvis mandelgaven skulle blive aflyst, fordi tanten pludselig meldte fra.
Så måske er spørgsmålet ikke, hvad du skal give i mandelgave i år. Måske er det, hvad du helst vil se ske ved bordet, når papiret er revet af.
